Der skal noget til, før UNESCO nikker anerkendende i retning af vores maritime verden. Således var det ikke så ringe da Nordens både- og skibsbyggere i 2021 fik en velfortjent anerkendelse for deres traditionelle klinkbygningsteknik. Man må godt være stolt og glad over det. Men det er ikke en gratis omgang. Der følger et ansvar med - gisp. Alle de nordiske lande har New forpligtet sig til at værne om den immaterielle kulturarv for de kommende generationers skyld. Og her er der ikke alene tale om regeringer og politikere. Det vedrører ganske enkelt alle involverede parter; også sejlmagere.P

Vi bliver ofte spurgt om fremtiden for unge sejlmagere i Danmark. Hvad skal vi dog svare? De fleste sejl bliver i dag fremstillet i udlandet, til lave priser, som vi ikke kan konkurrere med. For sejlmagere i Danmark er der dermed som regel kun småopgaver tilbage - sprayhoods, reparationer og den slags. Det er forståeligt at de fleste vil tænke sådan: araGiver det mening at fortsætte sejlmageruddannelsen? Det er ikke fordi interessen ikke er der hos de unge mennesker. Det er jo dem der stiller spørgsmålet. Vi har et ansvar i at forholde os konstruktivt til det spørgsmål. Gisp igen.gr

Siden 60'erne, hvor plastik industriens lobbyister brugte mange ressourcer på, at få alle i det maritime håndværksmiljø til at skifte til billigere og mere holdbare plastprodukter, er efterspørgslen på naturprodukter faldet så meget, at det ikke længere er rentabelt at producere disse i Skandinavien. Derfor kommer næsten al naturfiberproduktion fra Kina og Indien hvor produktionsmetoderne oftest ikke er bæredygtige.aph

I den verden af i går hvor Tupperware nærmest var et statussymbol og indbegrebet af ”praktisk”, var det kun logisk og konsekvent, at tage kunstfiber i anvendelse, også for fremstilling af sejl og tovværk. Listen af fordele er lang. Det er ikke mange årtier siden, man begyndte at tænke sådan. I dag står vi med et dengang uventet problem – masser af plastik i havene. Fiskenet, tovværk og mikroplast. Har vi ikke et ansvar for at se det som en udfordring til nytænkning? Og gisp – igen, igen.

Som den sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for bevaring af håndbåren kulturarv i vores arbejdsområde, har vi skrevet under på 

Det nordiske klinkbåds charter - Charter for værn af nordiske klinkbådstraditioner 

(se https://kysten.no/medier/bilder/Det-nordiske-klinkbåd-chareret.pdf). Selvfølgelig gjorde vi det. Det kunne ikke have været anderledes.

Som den sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for at sikre en fremtid for unge mennesker i faget, ikke mindst ved at uddanne lærlinge og formidle udrydningstruet kundskab; kæmper vi for interessen for traditionelle sejl til traditionelle skibe, gerne fremstillet i traditionelle materialer med traditionelle metoder. Vi ser at der er bevægelse i den retning. Antallet af bådejere, der spørger ind til naturfibre, vokser stødt. For vores lærlinge er der masser af udfordring i det. Hvert sejl er unikt. Det giver stor faglig tilfredshed at fremstille. Det giver spænding og afveksling.

Som den sejlmager i Danmark, der går mest helhjertet ind for brug af alternativer til kunstfibre, er vi dybt frustrerede. Vi kan ikke handle som vi gerne vil. Materialerne findes simpelthen ikke, i hvert fald ikke i tilstrækkelig, kvalitet og beskaffenhed. Hamp kommer mest fra Kina, og kvaliteten af lange fibre er ikke hvad det burde være. Det er kun et eksempel. Mange naturfiberprodukter, som man brugte for 50 - 100 år siden, lever ikke op til moderne forventninger mht. anvendelighed, holdbarhed, styrke, vægt osv. Det ville være løgn at påstå andet. Alligevel kan vi ikke lægge hænderne i skødet.

Vi er nødt til at få produktion af dug og tovværk tilbage til vores del af verden, hvis vi vil sikre os at vi fremover har adgang til materialer og produktion, og derved sikre at de nordiske maritime håndværk overlever i den form vi kender dem. Vi er nødt til at udvikle produkter som belaster naturen mindre end de gør i dag, både i fremstilling og holdbarhed. Vi har brug for forskning, brainstorming, ideer og penge til at finde nye veje. Det er ikke en opgave vi kan

sende videre til lavtlønslande eller til Silicon Valley. Vi bliver nødt til selv at tage fat. Her hos os i Norden.

Vi kalder på politikernes bevågenhed. Vi kalder på fondsmidler. Vi kalder på organisationers engagement i sagen. Vi kalder på samarbejde! Samarbejde på tværs af interesser. Samarbejde på tværs af landegrænser. Ellers kommer vi ingen vegne.

Der ligger et helt naturligt bæredygtigt produkt, som kun venter på at blive produceret - nordisk bomuld - brændenælden. Den vokser af sig selv i alle vores skove og områder, som bliver braklagt. Den store udfordring med produktionen er høstning, skætning, hegling, spinding og vævning. Der er nye forsøg som viser at nælden skal blive

stående i frosten og så høstes, kartes og spindes som bomuld. Se https://www.nettledress.org

Brændenældefibre skal udgøre en del af forskningen der omhandler naturfibres tilbagetræden som produkter der kan produceres og bruges i stedet for, eller evt. i kombination med allerede kendte produkter. Som sejlmager mærker vi dagligt den store efterspørgsel på naturmaterialer, og kan se dem alle skiftet ud med syntetiske materialer. Det gælder sejldug, tovværk, tråd mm. Spørgsmålene vedrørende naturfibrenes modstandsdygtighed over for slid og råd er en del af forsøgene. Dog findes der talrige forsøg med naturfibre der giver et meget positivt billede af disses holdbarhed.

Vi har brug for at vise de unge, at der er bæredygtige veje, som måske er mere besværlige, men som er nødvendige for at understøtte et bæredygtigt produkt. Vi har et ansvar for at give vores kulturarv videre til de kommende generationer, og dette er et arbejde der hviler på mange forskellige grundpiller. Helt konkret er det vitalt at sikre, samt videregive, den viden der lige nu stadig findes rundt omkring i norden. Derudover må vi ikke miste vores kontakt til naturen og de materialer naturen giver os

Der er mulighed for at skabe nye arbejdspladser med fremstilling af nye materialer og metoder, som lever op til fremtidens forventninger. Som tager ved lære af fortiden, for fremtiden skyld. Vi har mulighed for at fastholde og udvikle traditioner, som står vores hjerte nært.

Vi er ikke i tvivl om at svaret er at finde nye bæredygtige alternativer men ikke i den retning, vi går nu. Vi skal begynde at tænke bæredygtigt og handle derefter. Som engagerede samfundsborgere tror vi fuldt og fast på at vi kan være med til at skabe en bedre og renere verden, baseret på det bedste fra fortidens og nutidens viden. Vi er overbeviste om at der findes mange andre der har de samme drømme, ideer og håb som os, og selvfølgelig også en overbevisning om at vi ikke har noget valg hvis vi vil bevare de maritime håndværk på en bæredygtig og fremtidssikret måde. Vi ved at der ligger et stort arbejde foran os, men er også overbeviste om at det er alt besværet værd